I år er det 100 år siden, man for første gang fejrede Sankt Hans i Rørvig. I to artikler ser vi på Sankt Hans i området, og kigger nærmere på hvordan det foregik i Rørvig.
Ordet tradition har været brugt mange gange, når båltaleren skulle komme med nogle bevingede ord, mens Sankt Hans bålets flammer steg mod midsommerhimlen.
Slår man tradition op i en ordbog står der ”En kulturbestemt skik, vane eller praksis som er overtaget fra tidligere generationer og gentages efter et bestemt mønster eller bestemte regler.”
Og det er netop det, et Sankt Hans bål er. En kulturbestemt skik som vi har overtaget efter tidligere generationer. Det er vigtigt at der holdes fast i disse traditioner og derfor er det dejligt, at vi i år kan fejre 100 året for Sankt Hans i Rørvig.
For at få lidt indsigt i dette og de lokale traditioner, skal vi først lang tilbage i tiden – lad os derfor prøve at se hvad mindernes store bog har at fortælle.
Store offentlige fester hos vore tip, tip, tipoldeforældre var sjældnere. Deres sammenkomster var i reglen inden for sognets eller byens rammer. De virkelig store fester, som man med forventning så frem til, var de to årlige markeder i Nykøbing eller kildemarkederne Sankt Hans nat.
Fra middelalderen og til op til starten af 1800 tallet, var kildemarkedet ved Sct. Karens kilde ved Kildehusene, et par kilometer uden for Nykøbing meget besøgt. Her var det en tradition, at man hver Sankt Hans nat, samlede de syge samt de forgjorte – som var datidens måde at omtale de sindssyge på.
Når de ifølge datidens tro, tilbragte denne lange og lyse sommernat ved kilden i bøn og slukkende deres febertørst i kildens klare vand, så troende man vandet ville gøre folk raske.
En nu for længst afdød skomager Carl Bendahl, han engang fortalt følgende historie til vores kendte lokalhistoriker Sophus Trommeslager:
Nykøbings daværende rådhus, lå hvor bygningen der blandt mange stadig kaldes Teknisk Skole i dag ligger, blev tidligere brugt som sygehus, blandt andet til de stakkels sindssyge mennesker. Her blev i sin tid en syg kvinde indespærret og fastgjort med en jernlænke til en bøjle i arrestmuren.
Et bræt som var placeret på lergulvet med et knippe halm udgjorde sengen. Her tilbragte dette syge menneske flere år, og hver Sankt Hans aften blev hun ført ud til Karens Kilde, men lige lidt hjalp kildevandet. Og et år, hun var ført derud, undslap hun byens vægtere, som havde opsynet med hende, og hun forsvandt skrigende ind i den nærliggende store Anneberg skov, hvor hun først blev fanget i udmattet tilstand flere dage efter.
Disse stakler, havde familie og venner med, til også at bede for sig, og det blev til mange mennesker, der her blev samlet på bakken ned mod Isefjorden. Denne store mængde af mennesker tiltrak også handlende. Flere telte med forfriskninger af enhver art var at finde der, og de omrejsende bissekræmmere kom også til og falbød deres varer.
Kort sagt, rundt om de syge opstod en stor markedsplads, hvor selv musik og dans ikke manglede på netop denne dag. Traditionen blev udvidet, flere kom til, selv Nykøbings borgerskab og de store herregårds besiddere samles også derude denne nat, broderligt forenede med det brede lag af befolkningen.
Dyreskue:
I slutningen af 1800´tallet, havde et nyt arrangement set dagen lys omkring Sankt Hans – nemlig dyrskuet i Nykøbing. Ofte foregik arrangementet over to dage, men det sluttede altid Sankt Hans aften, hvor der var fest til den lyse morgen.
I 1922 annonceres der f.eks. i Odsherreds Tidende med to dages dyrskue midt i byen. Dyrskuet havde sin plads på området omkring Nordgårdshallerne og festen på et areal ved Grønnehavehus. Senere blev hele dyrskuet og festen flyttet til Kongeengen.
Sommermøde:
Når dyrskuet havde sin faste dato til Sankt Hans, blev der efterfølgende holdt et sommermøde på Grønnehavehus, typisk på den efterfølgende fredag eller lørdag. For de unge mennesker, der måtte læse denne tekst, burde jeg nok lige oplyse at Grønnehavehus var en stor skovpavillon som lå, på bakken i skoven, overfor hvor skydeklubben i dag har deres anlæg. Og det var en sorgens dag, da den brændte i 1975.
Når men tilbage til sommermøderne. Her var det en tilbagevendende tradition at Pastor Knudsen talte for de fremmødte. Man startede altid med en salme, og så blev et aktuelt emne taget op. På samme måde som man holder båltale i dag.
Sankt Hans mod dyrskuet:
Første verdenskrig satte en dæmper på de forskellige arrangementer. Men hurtig derefter, blomstrede der også i byerne omkring Nykøbing, forskellige arrangementer op Sankt Hans aften.
I Højby inviterede Alfred Hansen til Sommerbal på Højby Afholdshotel, det der senere blev til Højby Kro. Det var i øvrigt selv samme Alfred, som senere byggede Tenglemark Badehotel.
Og netop i 1923, blev kampen om publikum optrappet for alvor. En stor annonce i aviserne, inviterede til Sankt Hans fest på Grønnehavehus, med efterfølgende fyrværkeri.
Konkurrencen var åbenlys – det var med andre ord Sankt Hans arrangementerne mod dyrskuet. Taberen blev, hvis man kan tale om en taber, dyrskuet, som flyttede arrangementet til en anden dato.
I Rørvig inviterede ejeren af Rørvig Kro, Axel Sander i 1918 til Sankt Hans bal. I 1923 overtog Kay Larsen Rørvig Kro, og omdøbte det til Rørvig Kro og Badehotel, og fortsatte traditionen på årets længste dag.
Men netop i 1923 var der mange reklamer i aviserne, måske fordi man også havde hørt om et bål ved Sindssygehospitalet.
Nykøbing have jo ikke tidligere haft tradition for et Sankt Hans bål og slet ikke en heks at sende til Bloksbjerg.
For det at sætte en heks på bålet, var på det tidspunkt, først lige blev en tradition i Danmark. Første gange man hører om det er blandt andet efter at en gruppe tyske indvandre på Kalundborg egnen i 1920 begynder at aflive halmdukker på bålet.
Holger Drachmann
Ligesom det også lige var blevet en tradition at holde båltale og afsynge Holger Drachmanns midsommervise som jo stammede fra eventyrkomedien ”Der var en gang” fra 1885. Lad os kort dvæle ved hr. Drachmann.
I årene 1885-1886 ved vi at Holger Drachmann og fru Emmy boede i Rørvig. Det lidt specielle er, at Holger Drachmann, netop i 1885 skrev midsommervisen – ”Vi elsker vort land”. Der gættes og skrives meget – men mon ikke midsommervisen er skrevet, mens han boede i Rørvig. At Holger Drachmann var en kendt person i Danmark, vidner nedenstående episode om.
Det er sommer i Odsherred, året er 1885, og Holger Drachmann skal havde sendt nogle breve, og er derfor ankommet til Amtsstuegården, ved Holtets plads i Nykøbing, hvor postkontor dengang lå.
Postassistenten, der sad henne ved pulten, genkendte ham ikke da han trådte ind af døren for at ordne sine breve. Pludselig gik døren op og ind trådte en gammel krumbøjet morlille ude fra en af lyngen. Med sin kurv på armen gik hun hen til assistenten, tog fra kurven en konvolut og en seddel med en adresse på og rakte dette til assistenten. Men næppe havde hun åbnet munden til forklaring førend hun blev skarpt afbrudt af følgende salut:
– Kan hun se at få lukket døren ordentligt. Hvad er det for en måde, hun kommer ind på et Kgl. Kontor på?
Men inden hun havde besindet sig, havde Drachmann været henne og lukke døren for hende, hvilket ikke gjorde assistenten blidere stemt, og fortsatte i samme brøsige tone:
– Hvad hun så ville?
– Ja, hun ville da så gerne have assistenten til at skrive hendes søns adresse på brevet, da hun ikke var særlig stiv i skrivekunsten. Han lå ved dragonerne i Næstved, og denne adresse var særlig vanskelig at skrive, syntes hun.
Assistenten svarede i en meget overlegen tone, om hun troede, han ikke havde andet at bestille end at skrive adresser for byens madammer.
Med en rask bevægelse havde Drachmann snuppet brevet og papiret med adressen og nedskrev på et øjeblik adressen, satte et af sine egne frimærker på og smed det hen på skranken til den forbløffede assistent, idet han sagde:
– Lad mig få en telegramblanket.
Drachmann skrev nogle få ord og rakte blanketten tilbage med en bemærkning om at afsende den med det samme. Da assistenten havde læst Indholdet, kan det nok være, han blev bleg om næbbet. Blanketten var nemlig adresseret til Postdirektoratet og var en klage over dennes opførsel og forlangte ham afskediget og bar tilmed underskriften Holger Drachmann. Det var et navn, der havde sin betydning.
Assistenten bad nu for sig, om Drachmann ikke nok ville tage den tilbage, da det for ham var frygteligt at miste sin stilling.
– Jo, på den betingelse, unge mand, sagde Drachmann, at de giver den gamle kone en undskyldning for deres næsvise optræden og følger hende pænt ud og ned ad trappen. Dette skete prompte, og siden den tid var assistenten flink og høflig overfor alle.
Og således med en løftet pegefinger fra hr. Drachmann er vi tilbage til Sankt Hans i Odsherred. En del vil måske huske at der har været fejret 100 års jubilæum for Sankt Hans bålet ved det tidligere Amtshospital for ca. 10 år siden. Man havde nok ikke fået kigget i den store historiebog, for det er svært at holde 100 års jubilæum i 2010 når selve hospitalet fik sin første patient i 1915.
Men nu vi er ved det, så lad os da lige kigge på hvornår der var Sankt Hans i Nykøbing første gang.
I Psykiatrisk Museums billede arkiv, findes der to billeder fra Sankt Hans 1924. Første gang Sankt Hans bålet her omtales i de lokale aviser er i 1924 hvor artiklen slutter med ”Med Musikken i Spidsen drog hele Flokken dernæst til Stranden, hvor det obligate store St. Hansblus blev antændt”.
Men ordet Obligate, der betyder sædvane eller traditionel, fortæller os at det ikke var første gang. Men hvornår så?
I 1917, året efter gartner Hardy Hansens blev ansat, var hans første opgave at plante plantagen til med i alt 6.000 frugttræer.
For fra arkivet vi ved, at i perioden fra 1921 til 1923 angribes plantages alvorligt af bladlus. I 1923 var angrebet meget alvorligt. Løsningen blev kraftig beskæring, eller i værste tilfælde opgravning af træerne. I 1924 er den gal igen. Således skriver overlæge Frode Krarup på vegne af gartner Hardy Hansen ”Man skal dernæst efter gartnerens ønske gøre opmærksom på, at det ved den nu stedfindende beskæring har vist sig at frugtplantagen virkelig har lidt betydelig skade på grund af mangelfuld bekæmpelse af insektindgreb; mange træer er standset i væksten, og mange gået tilbage. Endnu en kraftig beskæring var nødvendig, og grenene blev kørt væk og brændt på bålet.
I denne interne korrspondance, som gudskelov er skrevet på maskine, får vi noget interessant at vide ”Endnu en beskæring, og grenene blev kørt væk og brændt på bålet –altså så havde der været bål i 1923.
Og arkiverne fra hospitalets museum giver os det endegyldige svar: I foråret 1923 skriver Hardy Hansen til Hospitalsforvalter Mørch. I starten af brevet står”..Bl.a. klippede vi alle de angrebne Lusegrene væk og det blev til 22 Topspænderlæs af lusegrene der blev kørt i Stranden”.
Med hjælp fra blandt andet bladlus, og ikke mindst velbevarede dokumenter må 1923 således være det bedste bud på hvornår der var Sankt Hans bål på dette areal for første gang.
Kigger vi mod bålet i Rørvig, så har vi jo kort være inde på, at det var i 1918 at man første gang fejrede Sankt Hans. Da skete det på arealet over for Rørvig Kro – ned mod stranden. Her var der i 1902 blev opført en 6 kantet pavillon. Den kom fra Grønnehaveskov ved Nykøbing, hvor den tidligere var placeret inde midt i skoven. Da man ville opføre en ny dansepavillon i Grønnehaveskoven, det tidligere omtalte Grønnehavehus, blev den gamle pavillon flyttet til Rørvig Kro. Den fik senere det kendte navn ”Den Runde”. Men det var under Axel Sander, der havde kroen fra 1910 til 1922, at der skete spændende ting i Rørvig. Vi befinder os på det tidspunkt, hvor kroen for besøg af prominente gæster, det er malere og forfattere, som Henrik Pontoppidan, Johan Rhode, Theodor Philipsen og Louis Levy.
Læs næste gang 2. og sidste del om Sankt Hans i Rørvig – med helt unikke billeder.